Æresmedlem Asmus Svendsen

Biografi af Asmus Snitkjer Svendsen
Æresmedlem af Haderslev Byorkester siden 15. december 2014
Medlem af Haderslev Byorkester september 2002 til juni 2014.

Æresmedlem Asmus Svendsen og formand Lone Andersen.

Æresmedlem Asmus Svendsen og formand Lone Andersen.

Asmus blev født i Hoptrup d. 9. juni 1932 af arbejder Iver Knudsen Svendsen og hustru Anna Cathrine født Snitkjer. I 1934 flyttede familien til Flovt, hvor han tilbragte sin barndom.

Asmus har prøvet lidt af hvert. Bl.a. har han været landbrugsmedhjælper. Det var dengang det hele foregik uden traktorer.  Han er uddannet elektriker og arbejdede som sådan indtil 1970, hvor han blev ansat som ejendomsinspektør i Sparekassen Sydjylland.

Også på den musikalske side har han prøvet lidt af hvert. Allerede som 7 årig spillede Asmus til juletræsfest på hans lille knapharmonika. Som Asmus selv skriver, “da musikken til juletræsfesten ikke nåede frem, hentede far min lille knapharmonika. Jeg blev sat op på et bord, hvorfra jeg spillede til sanglegene.”

Som 10 årig startede Asmus på violin og han fik undervisning i 2 år, dog var der mange afbud, da han også arbejde i sin fritid.

I 1948 kom Asmus i lære som elektriker. Her mødte han andre, der kunne spille et instrument. Asmus spillede nu en større harmonika og ham og et par andre begyndte at spille til baller.

Hjemmet er nu blevet et hjem med klaver, og Asmus fandt hurtigt ud af, at omstille sig fra harmonika til klaver og det gav ham flere muligheder når der skulle spilles til bal.

Som soldat i 1953, fik han og gutterne stablet et orkester på benene. Her lærte han at spille på althorn af en regimentsmusiker. Asmus lærte også at spille trompet og han blev derfor medlem af Haderslev Brandværnsorkester, hvor han spillede 1. trompet.

Da soldatertiden var slut blev musikken lagt på hylden. Men da Asmus var i starten af 30’erne begyndte han igen. Haderslev Omegns Folkedansere ville lave en film med spillemandsmusik og hertil manglede de en 2. violin. Det var motivationen til at starte igen. Asmus spillede til folkedans i yderligere 10 år.

I 1970 blev der tid til at prøve noget nyt. Asmus var ved flere lejligheder blevet opfordret til at starte i Hoptrup Højskoles Orkester (HHO). Her spillede han i 28 år, de sidste 10 år som dirigent. Asmus overtog rollen efter dirigent og højskolelærer Holger Ploug-Jørgensens død i 1988.

Sideløbende med HHO spille Asmus sammen med Bodil Brøgger, HHO’s dygtige pianist. Det gjorde han i 35 år. Da Bodil ikke kunne mere, hun er i skrivende stund 94 år (2015), overtog Asmus’ datter Kirsten, rollen som pianist. De har sammen spillet på plejehjem og meget mere.

Asmus har også været en fast del af inventaret i Åstrup og Vonsbæk kirke, hvor han igennem 10 år har spillet sammen med organisten til diverse gudstjenester. Desuden har han også spillet helt selv til flere gudstjenester og også sammen med datteren.

I september 2002 startede Asmus i Haderslev Byorkester som violinist. HBO har haft megen glæde af Asmus. Han er en dygtig musiker, udbreder gerne sin omfattende viden, hjælpsom og meget mere. Han har været et godt aktiv for orkesteret på mange planer og det takker vi ham for.